Thule for 60 år siden...

De spændte internationale forhold under og efter anden verdenskrig gjorde, at USA var interesseret i, at etablere en landingsbane og en bemandet station på den slette Knud Rasmussen havde omtalt i 1924. Det første skete i 1941, hvor flere landingsbaner og den lille landingsbane ved South Mountain blev etableret

Fredag d. 18. marts 2016
Jørgen Junge Busch
Emnekreds: Grønlands historie, Thule Air Base.

Indholdsfortegnelse: Thule i 1951 - for 60 år siden - og lidt før. Det historiske Den spæde opbygning af basen Alt var temmelig primitivt den sommer Begyndelsen til Camp Century Moscow Molly

Vejrstationen med Thule fjeldet i baggrunden

Thule i 1951 - for 60 år siden - og lidt før. Thulesletten, eller rettere Pituffik er et meget gammelt navn for den pynt, hvor der i 1951 blev opført et afsaltningsanlæg, som skulle forsyne den nyetablerede Thule Air Base (TAB) med fersk vand. Navnet Pituffik er grønlandsk, og betyder ’det sted, hvor hundene blev bundet’, og navnet hentyder til den gang, for mange år siden, da der var hundegalskab blandt Thuledistriktets hunde og ræve. Og hundegalskab ville man for alt i verden ikke have til lokalbefolkningens mange hunde i Thule. Det historiske Knud Rasmussen mødte i 1924 to skandinaviske fanden i voldske flyvere, da han fra sin store slæderejse kom til USA under hjemrejsen til Danmark. Den ene af disse piloter havde en drøm om at flyve fra USA via Canada og Grønland til Europa med yderligere mellemlandinger i Island og England. Denne herlige pilot var svensk/amerikaneren B.R.J. Hassel med øgenavnet ”Fisk” Hassel. De spændte internationale forhold under og efter anden verdenskrig gjorde, at USA var interesseret i, at etablere en landingsbane og en bemandet station på den slette Knud Rasmussen havde omtalt i 1924. Det første skete i 1941, hvor flere landingsbaner og den lille landingsbane ved South Mountain blev etableret. Midt på sletten blev der i 1946 oprettet en dansk/amerikansk radio og vejrstation. Fra 1948 til 1951 blev hele Thulesletten (Pituffik) opmålt, og planerne for noget større var lagt. Nogle af opmålerne havde placeret deres ’Atwell Hut’ i en skæv vinkel i forhold til øst-vest. Vi’gamle i gårde’ mente ikke, at det var den bedste måde at placere et større telt i tilfælde af en storm, men ’beboerne’ vidste bedre, for de havde jo tøjret teltet til otte olietromler fyldt med sten. Stormen kom, og så let som ingenting drejede teltet med vinden, og kom til at ligge øst-vest. Det skete medens teltets beboere lå og sov. Den spæde opbygning af basen USAF etablerede i 1951 en lille lejr mellem den gamle Navy Strip og South Mountain. I juni 1951 præsenterede cola. Bernth Balchen mig for den kommende Base Co, lt.col. B.R.J. Hassel, som gik under navnet ’Fisk’ Hassel - eller bare ’Fisk’, og resultatet at vores første samtale blev, at jeg blev headhunted til USAF Rescue med opgaver som en slags Arctic Guide m.m. Det sidste skulle blive særdeles fornøjeligt i samarbejdet med ’Fisk’.

"Fisk" Hassel

Intensiteten i flyvningerne til/fra Thule øgedes næsten dag for dag, og vi havde adskillige flybesætninger at tage vare på med et begrænset mandskab til rådighed. Der blev oprettet en slags ’club’, hvor alle kunne komme og købe en cheeseburger og en kop kaffe eller en Coke. Kapaciteten på stegepanden blev udnyttet 120 %, hvilket betød, at vores elgenerator brød sammen. Gennem lidt dunkle kanaler havde ’Fisk’ fået opsnuset, at der blandt alt det grej, som var kommet i land fra skibene, også stod en helt ny og stor elgenerator. En meget tidlig morgen kom ’Fisk’ ind i mit telt, og vækkede mig. Jeg skulle stille øjeblikkeligt! Lige udenfor teltet holdt en Jeep med en sergent ved rattet. Han kørte, uden at sige et ord, ind i midten af alt det materiel, som var placeret midt på sletten. Her holdt en kranvogn, og ’Fisk’ dirigerede den store elgenerator op på ladet af en 6X6 (lastvogn), hvorefter vi i dybeste stilhed kørte tilbage til lejren ved South Mountain. Tilbage i lejren blev elgeneratoren lynhurtigt sat ind i et telt, og tilsluttet lejrens elnet. Nu kunne vi få alle de cheseburgere, vi kunne æde. Det var primitivt, men alle tog det som en oplevelse. Der var pionerånd over alt, hvad der foregik, og alt skete i et tempo, som selv de involverede var forbavsede over. Det store tankanlæg blev bygget med en tank pr. 24 timer, inklusive rørtilslutninger. De store aluminiumbeklædte huse skød næsten lige så hurtigt op, efter at pæle var sprængt ned i permafrosten, så husene kunne stå hævet over jorden. Alle veje blev (på min anbefaling) hævet over det omliggende terrain, for at vind og storm kunne blæse vejene rene for løs sne. Drønene fra stenbrudet oppe i North Mountain ekkoede døgnet rundt. Bulldozere og scrapere kørte også i døgndrift, for at nå så meget som muligt påp veje og den kommende store landingsbane inden frosten og mørket ville lægge en dæmper på adskillige aktiviteter. I 1951 kørte Koreakrigen i højt gear, og ’Fisk’ havde fra første dag på Pituffik, indført den regel, at alle i lejren skulle møde ved flagstangen kl. 06, og gøre honnøt for flaget, fordi USA var i krig, og når soldaterne i Korea kunne gøre honnør for flaget hver morgen, kunne mandskabet i Thule vel også gøre det. Det var der en hel del af flybesætningerne, som ikke mente, at de skulle, hvorfor de klagede ved returneringen til USA. Alt var temmelig primitivt den sommer Da efteråret nærmede sig, blev det besluttet, at grave kabler til landingslys ned i kanten af landingsbanen, som erstatning for de små ”pottefyr”, som normalt udgjorde belysningen på begge sider af Navy Strip. Mangel på mandskab gjorde, at alle, som kunne undværes, gravede på livet løs - også ’Fisk’. En sergent fra en flybesætning glemte, at man aldrig går over en landingsbane. Fra dybden af et hul til et landingslys så ’Fisk’ den formastelige, kaldte ham til sig, gav ham sin skovl, og lod ham grave hullet færdigt - - - mon ikke det var sidste gang, han gik over en landingsbane. Begyndelsen til Camp Century Miteq (Edderfuglen), Arnarulunguaq og Knud Rasmussen Medens jeg i begyndelsen af september (1951) var på en rekotur fra Camp TUTO ind over indlandsisen med hundeslæde sammen med ’Edderfuglen’ (Knud Rasmussens slædekører på ’Den store slæderejse’) og en officerer på hver slæde, fløj ’Fisk’ i en C47 ind over indlandsisen til vores teltlejr ca. 60 km inde i det hvide landskab, og droppede varme spareribs med sovs og kartofler midt mellem vore to telte. Derefter droppede ’Fisk’ et brev, hvori han meddelte mig, at han skulle i gang med andre opgaver for USAF, og at han ville være rejst inden vi kom retur. Efter i løbet af efteråret og vinteren at have været inde på indlandsisen et par gange mere, var den større messe i mellemtiden var etableret. Jeg boede i en ”trækasse”, hvor mine hunde var placeret i en hundegård lige uden for ”kassen. Det var ude på den pynt, hvor molen blev bygget, og hvor det store ferskvandsvandværk var bygget. Moscow Molly Hver dag lukkede vi op for ’Moscow Molly’, som på en meget kraftig mellembølgefrekvens fortalte alt om, hvad der foregik på Pituffik, inklusive hvad dagens menukort i messen bød på. ’Moscow Molly’ sendte næsten døgnet rundt med de sidste ny melodier fra USA og specielle hilsner til nyankomne. Det var en gåde, hvordan ’Moscow Molly’ kunne være så godt orienteret. Det værste vi oplevede var, da en truck forulykkede på vejen i nærheden af P-Mountain, og to mand var kommet til skade, den ene alvorligt. Inden redningfolk var fremme, havde ’Moscow Molly’ en længere omtale af hændelsen, inklusive hvem de tilskadekomne var, og hvor ulykken var sket Det var spionage på meget højt plan.. ’Moscow Molly’ var en amerikansk født kvinde, Annette Teshlich, som emigrerede til Sovjet, hvor hun var gift med en russer. Hun virkede i sovjetisk propagandatjeneste, med det formål, at destabilisere amerikansk militært personel.